- Skolehjemsamarbejde
I skolebestyrelsen på Gudumholm Skole er synlighed på dagsordenen

“Som et af de sidste punkter til vores skolebestyrelsesmøder har vi på: “Hvem skriver på Facebook?” Der kan både blive skrevet om mødet, eller om en oplevelse på skolen eller i klassen. Men der meldes noget ud fra os.” Sådan fortæller Mogens Olesen, der er skolebestyrelsesformand på Gudumholm Skole.
Kunne du tænke dig at vide mere om hvorfor? Så læs med her.
Synlighed i alle retninger
Der er flere årsager til, at skolebestyrelsen på Gudumholm Skole har valgt at inddrage Facebook aktivt. “Vi bruger Facebook til, at få folk til at være interesseret i at stille op til skolebestyrelsen. Det gør vi ved at skrive om de gode stunder, som vi har sammen. På den måde er det ikke kun diskussioner og politiske ting, der tages op i skolebestyrelsen. Vi har det faktisk sjovt med at være med til det her”, fortæller Mogens. Rekruttering af nye skolebestyrelsesmedlemmer er dog ikke den eneste årsag. “Vi ved også, at forældrene ser opslagene. Det ved vi, fordi de kommenterer dem, når vi møder dem ansigt til ansigt og giver feedback via Facebook.”
Udover andre forældre, er der også en anden målgruppe, som er i sigte, for skolebestyrelsens opslag på Facebook. “Nuværende skoledirektør i Aalborg Kommune Martin Østergaard sagde engang noget, der fangede mig. Han sagde: “Hvis ikke det har været på Facebook, så er det ikke sket i min verden.” Og det fik mig til at tænke på: “Hvorfor sagde han det?”
Og netop denne kommentar fra skoledirektøren, fik betydning for Skolebestyrelsen på Gudumholm Skole.
"Det sagde han selvfølgelig fordi, at med 53 skoler er det for eksempel ved hjælp af Facebook, at han kan holde sig opdateret på, hvad der sker på skolerne. Det er en nem måde at have tilgang til denne viden på. Derfor er et vigtigt signal for mig at sende, for at fortælle, hvad vi foretager os ude på skolen.”
Godt på vej - men ikke i mål
Skolebestyrelsen på Gudumholm Skole har gennem længere tid arbejdet med Facebook-opslag. Der kan dog sagtens udvikles videre, mener Mogens. “Næste skridt kunne være video. Det kunne være noget, hvor vi kunne inddrage eleverne, der laver videoer - og så få fat i en af lærerne og på den måde gøre skolebestyrelsen til et materiale i undervisningen.” Næste skridt for Gudumholm Skole bliver muligvis en overgang fra primært skrevne opslag til også at anvende video-materiale. Men en ting er det materiale, som skolebestyrelsen deler - noget andet er strategien for hvordan man deler. Og netop denne del, har skolebestyrelsen på Gudumholm Skole ikke beskæftiget sig meget med.
Mogens forklarer: “Fra start af skulle vi måske have haft en strategi for arbejdet med Facebook. Både i forhold til hvad vi bruger Facebook til, samt hvordan vi bruger Facebook.” Mogens foreslår her, at en del af skolebestyrelsen kunne fungere som en arbejdsgruppe i den forbindelse, med fokus på netop Facebook og informationsdeling.
Opsummeret er Mogens’ anbefalinger derfor:
Overvej, hvad I vil bruge Facebook til. Hvem er målgruppen eller målgrupperne?
Overvej, hvordan I vil gøre det. Video, tekst, en kombination eller noget helt fjerde?
Hvem gør det?
Gør det!
Har du lyst til at læse Mogens og de andre skolebestyrelsesmedlemmers opslag? Så klik ind på Gudumholms Skoles Facebook side her: https://da-dk.facebook.com/gudumholmskoleaalborg/
Vi siger tak til Mogens, for at dele sine overvejelser omkring dette.