- Skolehjemsamarbejde
Sådan gør skolebestyrelsen på Vodskov Skole deres arbejde synligt for forældrene

Hvordan gør vi skolebestyrelsens arbejde mere synligt og interessant for forældrene? Det spørgsmål arbejdes der målrettet med i skolebestyrelsen på Vodskov Skole.
DUS- og indskolingsleder, samt ledelsesrepræsentant i skolebestyrelsen Lasse Irming Andreasen fortæller her lidt om, hvordan de arbejder med netop dette.
“Vi havde en fornemmelse af, at det var meget få forældrene, der læste dagsorden samt referat fra vores skolebestyrelsesmøder, og derfor besluttede vi at gøre noget ved det. Vi ville ændre det lidt støvede image, som skolebestyrelsesarbejdet kan have. Vi valgte derfor at inddrage Facebook, fordi det er den nemmeste og mest tilgængelige kanal, til det bredeste segment af forældre”, fortæller Lasse.
Step 1
På Vodskov Skole forsøgte man sig derfor med at dele videoer med et resume af skolebestyrelsens møder. Det var dog ikke helt uden nervøsitet, at skolebestyrelsen påbegyndte produktionen af disse små film. “Det er altid den første video, der er mest tricky. Jeg tror, at folk synes, det er lidt angstprovokerende, at skulle medvirke i sådanne film” forklarer Lasse og fortsætter: “I bestyrelsen snakkede vi om, at det er ikke meningen, at vi skal komme med et fyldestgørende resume. Det handler om at skabe en opmærksomhed omkring vores arbejde og kort fortælle, hvad man som forældre kan finde i det skriftlige referat på skolens hjemmeside og få forældrene, til at klikke derind.”
Efter deling af første video, fortæller Lasse, at der var stor feedback på det pågældende video-resume, og at det blev den mest sete video på Vodskov Skoles Facebook-side på daværende tidspunkt. Hvis du overvejer at påbegynde deling af videomateriale ved hjælp af Facebook fra jeres skolebestyrelse, så vær opmærksom på målgruppen: Hvem er Facebookgruppens nuværende følgere og hvem vil man gerne have fat i herudover? Her fortæller Lasse, at det pt. primært er mødrene, som tjekker opslagene.
På Vodskov Skole har de også allerede flere idéer klar til, hvad næste skridt er.
Næste step
“Vi vil ikke bare sende noget ud til forældrene, men ligeledes have noget tilbage, således det bliver to-vejs-kommunikation. Selve skolebestyrelsesmøderne kan vi ikke live-streame grundet tavshedspligt, men vi kan lave nogle brainstorms eller en spørgetime. På den måde kan forældrene deltage og stille spørgsmål, selvom de er derhjemme.”
Vodskov Skole står overfor en omfattende renovering, hvilket ses som en idéel mulighed for at sende direkte ved hjælp af Facebook, og hjem til forældrene. “I sådan en fase, hvor vi skal til at bygge om, vil det være oplagt at gå live. For 10 år siden ville vi have inviteret alle forældrene ind til kaffe, og så ville vi måske have nogle informationsmøder. Det kan også godt være vi stadig vil, og så kombinere de to ting. Dette kunne foregå ved, at vi afholder en digital brainstorm, hvor forældrene kan komme med idéer til de tiltag, som skal igangsættes. På den måde inddrages flere idéer og alle inputs har i denne fase værdi. Det kan godt være, at det understøtter en forkælet kultur, men hvis Facebook medvirker til, skolebestyrelsens arbejde kommer i øjenhøjde med forældrene, så lad prøve det.”
På Vodskov Skole tænkes der altså ud af boksen i håbet om at skabe en øget synlighed omkring skolebestyrelsens arbejde og derved skolens praksis.
Du kan finde Vodskov Skoles Facebook-side her: https://www.facebook.com/vodskovskole/?rf=110771432301278
Mange tak til Lasse, for at dele deres erfaringer og fremtidige idéer med os. Har du nogle spørgsmål til Lasse, kan han kontaktes på: LAAN-skole@aalborg.dk