- Skolehjemsamarbejde
Min første skole-hjem-samtale som ny lærer

Som nyuddannet lærer er der mange ting at forholde sig til. Selvom eksamensbeviset officielt er i hus, er man langt fra færdiguddannet lærer, når virkeligheden som fastansat på en skole banker på. De fleste lærere vil nok kunne nikke genkendende til, at læringskurven var særlig stejl det første år som nyuddannet lærer; Hvordan får jeg kopimaskinen til at kopiere dobbeltsidet? Hvem kan jeg gå til med spørgsmål om en særligt udfordret elev i min undervisning? Hvordan løser jeg konflikter i frikvarteret? Spørgsmålene er mange og erfaringen lille og derfor kan mange nyuddannede lærere også støde på udfordringer når det handler om at tackle skole-hjem-samarbejdet. Det kan Rasmus Byrith, der er nyuddannet lærer og ansat på Farstrup Centralskole siden sidste sommerferie i høj grad nikke genkende til: ”Den første skole-hjem-samtale jeg var med til, blev jeg bare kastet lige ud i det. Værsgo’ - her er et lokale. Der kommer nogen ind til dig hvert kvarter, og så skal du snakke med dem om nogle børn, som jeg egentlig ikke rigtig kender endnu. Det synes jeg, var en kæmpe stor udfordring, lige pludselig at stå alene over for forældrene. Det var i hvert fald en stor øjenåbner – ”fuck, nu står jeg lige pludselig i det”. Erfaringen mangler Den største hæmsko for en nyuddannet lærer i skole-hjem-samarbejdet, mener Rasmus er den manglende erfaring: ”Vi havde fået nogle værktøjer og baggrundsviden fra seminariet, men det var meget svært at gå ud og omsætte det til en praksis, hvor man mangler den erfaring, man har behov for”. Derfor vil Rasmus råde andre til ikke at tøve med at rådføre sig hos sine kollegaer, der har en stor erfaring og viden om skole-hjem-samarbejdet, man kan trække på. ”Jeg kunne godt have brugt en kollega til at sparre med”, siger Rasmus om sine første erfaringer med skole-hjem-samtalen. Luk øjnene og spring ud i det Når erfaringen mangler, er der ikke andet at gøre, end bare at kaste sig ud i det, mener Rasmus: ”Man skal bare turde kaste sig ud i det. Jeg kan mærke, at jeg allerede er meget bedre til at kommunikere med forældre nu, end jeg var for bare to måneder siden. Erfaring kommer hurtigt. Jeg lukkede øjnene og sprang ud i det. Det tror jeg, er det bedste”. Som nyuddannet lærer er vigtigt at erkende, at skole-hjem-samarbejdet spiller en stor rolle i en lærers dagligdag, og at det faktisk er en vigtig brik i relation til at skabe en god ramme om elevernes læring og trivsel. Rasmus fortæller: ” Det er det, der basis for det hele. Jeg arbejder med en masse dejlige børn, som jo er et produkt af deres forældre. Og lige så snart jeg kan slippe afsted med det, vil jeg jo egentlig gerne i kontakt med forældrene, fordi de er nøglen til at nå ind til børnene. Så det her med at skrive ugebreve og månedsbreve og svare i kontaktbøgerne på intra, det bruger jeg jo rigtig meget tid på”. Forældremødet er stadig grænseoverskridende Selvom Rasmus mener, at erfaring kommer hurtigt, er der selvfølgelig stadig elementer i skole-hjem-samarbejdet, som udfordrer når man er nyuddannet lærer: ”Forældremødet virker stadig meget grænseoverskridende. Lige pludselig bliver man kastet for løverne. Alle de her bjørne-mødre, som vil slås med næb og klør for at passe på deres børn. Der mangler jeg stadig erfaring”. Gode råd til (kommende) nyuddannede lærere I forhold til skole-hjem-samtaler kan Rasmus fortælle, hvad der har virket for ham: ”Jeg har meget fokus på at være velforberedt til samtalen. Jeg plejer at tale det, som jeg skal sige til samtalen igennem i hovedet og evt. tale det igennem med en kollega. Kollegerne er næsten de bedste at snakke det igennem med”.
Generelt om skole-hjem-samarbejdet giver Rasmus følgende råd til andre nyuddannede lærere: ”Det vigtigste er, at man tager det stille og roligt, fordi forældrene er der jo ikke for at være imod dig, de er der for at hjælpe deres børn. Og så er det vigtigt at lytte til kollegerne, fordi de har en masse erfaring, som du kan trække på. De har en masse gode råd som du kan have med i baghovedet. Husk også at have en masse gode noter med og tag det med udprintet. Ikke mere end en side om hver elev. Så kan du bedre huske, hvad du vil sige til hver elev”.
På Aalborg Skoleforvaltning deltog Rasmus i et introduktionsforløb for nye lærere, der er lavet i samarbejdet med bl.a. Lærerforeningen. Her får de nye lærere en masse viden og inspiration til at tackle hverdagen som ny lærer, og samtidig mulighed for at dele og diskutere tanker, udfordringer og gode historier med hinanden.
Tak til Rasmus, for at dele sine erfaringer om dét at være nyuddannet lærer og skulle tackle skole-hjem-samarbejdet for første gang. Har du spørgsmål til ham, kan han kontaktes på: rasmusbyrith@gmail.com.