top of page
  • Skolehjemsamarbejde

Sofiendalskolen inviterer forældre og børn til familiematematik

Updated: May 8, 2019


Kortspil og samvær med familien

Det vrimler ind med børn fra 0.-2. klasse og deres forældre og bedsteforældre denne tirsdag eftermiddag i PLC-området på Sofiendalskolen. Rundt omkring på bordene ligger kortspil og legetøj og venter fristende på at blive taget i brug. Ved siden af legetøj og kortspil ligger der også en masse udprintede hæfter, hvor der med farverig skrift står skrevet “Familiematematik”.


Det handler om engagement i jeres børns læring

”Velkommen til Sofiendalskolens første familiematematik. Det er jo aldrig til at vide hvad der sker, når man får sådan nogle skøre ideer. Men bare det, at I er kommet i dag, er en kæmpe gave til jeres børn. Det handler hverken om uddannelsesniveau eller baggrund. Det handler meget mere om interesse og engagement i jeres børns læring. Det gør, at jeres børn får meget mere ud af undervisningen i skolen”, lyder det indledende fra Maria Grove Christensen, der er matematiklærer i indskolingen på Sofiendalskolen. Det er hende, der har taget initiativet til arrangementet i dag, som tydeligvis er en stor succes allerede baseret på det flotte fremmøde.


Et simpelt koncept

“Konceptet er simpelt. Meningen er, at man skal kunne bruge de ting, som man har derhjemme i forvejen. I dag er emnet kortspil og legetøj, men det kan i princippet være alt andet, man har derhjemme, som kan bruges til familiematematik. Pointen er bare, at det handler om at hygge sig med det, og få sat ord og tal på når der leges eller spilles” fortæller Maria. Ved at kombinere hyggeligt samvær med familien og træning i matematiske færdigheder, får børnene gode minder og oplevelser med matematikken, som kan hjælpe dem meget i deres arbejde med faget i skolen.

Efter det korte introducerende oplæg, blev børn og forældre sendt ud til forskellige områder i det multifunktionelle lokale, hvor kort og alskens legetøj var lagt ud til fri afbenyttelse i løbet af den næste times tid.


Kendte spil men med variationer

Til denne eftermiddag var der produceret et lille hæfte med en masse gode aktiviteter og spil, som forældre og børn kunne tage med hjem som inspiration til familiematematik derhjemme. Mange af spillene i hæftet er nogle, som mange børn kender i forvejen, og som de derfor har let ved at gå til. Dog er der samtidig har indlagt forslag til forskellige variationer og niveauer, så spillende og aktiviteterne kan tilpasses det enkelte barn.


Hvis du som forældre, lærer eller pædagog og føler dig inspireret af dette tiltag på Sofiendalskolen, er det bare om at komme i gang. Det er simpelt og nemt at gå til og du kan evt. tage kontakt til Maria på hendes mail: maira@grovechristensen.dk og få gode råd til specifikke aktiviteter eller spil.


Tusind tak til Maria og Sofiendalskolen for at dele gode ideer!


#forældre #pædagogiskpersonale

bottom of page