- Skolehjemsamarbejde
Sådan støtter du dit barns “skoledag” derhjemme
I disse uger oplever vi en ganske anden skoledag, end vi er vant til. Skolerne gør alt hvad de kan for at undervise jeres børn bedst muligt i denne særlige situation. Vi er i fuld gang med at finde en balance, så alle elever får den støtte, de har brug for og oplever at være i god kontakt med skolen.
Skolerne forventer ikke, at I som forældre hjemmeunderviser jeres børn, men til gengæld er der brug for, at I hjælper med at sætte en god ramme for jeres børns “skoledag” derhjemme.
Vi har samlet nogle gode råd til, hvordan I kan hjælpe jeres barn bedst muligt med deres skoleaktiviteter.
Tjek Aula dagligt for informationer om dagens opgaver
Gennemgå dagens skoleaktiviteter sammen med dit barn
Skab en fast og genkendelig struktur fx en tjekliste over dagens aktiviteter.
Sørg for mulighed for fordybelsesperioder, hvor der er ro til at koncentrere sig.
Indlæg hyggelige pauser i løbet af dagen, ligesom børnene plejer at have frikvarter. Gå eller leg udenfor.
Vis interesse og følg op på, om dit barn har gennemført de aftalte aktiviteter
Hvis du eller dit barn har spørgsmål til skoleopgaverne eller har tekniske udfordringer, kan I kontakte lærerne via Aula.
